Dagstur til Erikousa Island
|
Erikousa. Othoni. Mathraki. Med den slags stednavne er der vist ingen tvivl om at vi er i Grækenland. I dette tilfælde er vi lige nordvest for Korfu, og der er tale om navnene på de tre Diapontian Islands.
Disse tre, små og meget smukke øer er tilgængelige med båd fra Sidari, havnen ved Agios Stefanos og fra Korfu by. Med deres tætte bevoksning, fantastiske strande, ovne og grotter og postkortlandsbyer, er der tale om yderst seværdige udflugtsmål.
Erikousa er den nordligste af de tre øer. Øen er nærmest rund og har to meget smukke, store strande, Porto og Fiki, der hver ligger med udsigt til en yderst kameravenlig bugt. Udover disse større strande er der flere andre, mindre strande rundt om øen. Hvis man ikke hidtil på sine vandringer på Korfu har følt sig bevæget til at tage billeder, bliver man det med garanti på Erikousa. Ellers må man have en sjæl af sten. Øen er ikke ligefrem overrendt. Omend der er en vis uenighed om befolkningstallet, ligger gennemsnit af de forskellige gæt på omkring 200.
Der er tre basale formål med et besøg på Erikousa: En fodtur rundt og en dukkert fra en af strandene er de første to. Den tredje er glæden ved i et vidunderligt Middelhavsklima at indsuge de mange sanseindtryk, som man kan tage med sig hjem på bunden af hjernekisten, og trække frem og mindes, når man en dag først i december står med den ene fod i årets første pøl af smeltet sne. Læg gerne en billedserie ind på computeren og lad den køre som pauseskærm.
Man kan selvfølgelig også beslutte sig fra starten for at Erikousa er stedet, hvor man vil holde sin ferie, og til den ende er der såmænd også både hotel og mulighed for at leje værelser på øen. Her skal man dog nok være hurtigt ude, i hvert fald i højsæsonen, da der i sagens natur er beskedent udbud.
Øen er gennemkrydset af vandrestier, og det er intet problem at nå frem til de seks små landsbyer: Tandoulis, Paliokaliva, Soukia, Porta, Dendra og Gitonies. Husk de sædvanlige forholdsregler ved vandring under sydens sol: Solcreme, gerne en hat, en lille rygsæk med mindst to liter vand pr. vandringsmand/-kvinde/-barn, og ordentligt fodtøj.