Korfus Geografi
Korfu hører til De Ioniske Øer, der ligger i Det Ioniske Hav, sammen med bl.a. Kefalonia og Zakynthos.
|
Øen ligger forholdsvis tæt på den undersøiske, tektoniske brudlinje ved Kefalonia, og oplever derfor jævnligt mindre rystelser. Med dette forstås rystelser så beskedne, at man ikke på grund af disse har mistet noget af arkitektonisk eller historisk betydning siden en gang i 1600-tallet.
Korfu er en ø med Middelhavsklima, hvor man finder alt, hvad hjertet kan begære i en fysisk ramme, der gør at man kan udforske store dele af øen indenfor en overskuelig tidsramme. Medmindre selvfølgelig man foretrækker at forblive på en af de smukke og charmerende strande, der findes overalt.
Befolkningstallet er på ca. 115.000. Øen er 63 km lang og 32 km bred på det bredeste sted, og dens totale overfladeareal er på 588 km2 - til sammenligning har Fyn et areal på 2.984 km2. Korfu har ca. 217 km kyststrækning, med nogle af Grækenlands smukkeste, hvide sandstrande. Der er også kyststrækninger hvor klipper rejser sig op af havet, især på øens nordlige del. Her kan især fremhæves klipperne og grotterne ved Paleokastritsa.
Topografisk opdeles Korfu inddelt i tre områder fra nord til syd, af to bjergkæder. Den nordligste er Pantokrator kæden, og den sydligste er Agioi Deka (De Ti Helgener) kæden.
Den nordlige del af øen er stort set dækket af bjerge, den midterste del er præget af højdedrag og dale, og den sydlige del består primært af omfattende, frugtbare sletteområder. Øens højeste punkt er Mount Pantokrator, der punkterer skyerne godt 900 meter over havoverfladen. Pantokrator betyder 'Universets Beskytter', en titel fra det kristent ortodokse univers, der refererer til Jesus Kristus.
Kysten er naturligvis fantastisk smuk, men bjergene er den egentlige kilde til den varige oplevelse af Korfu, den man taler om, længe efter man er kommet hjem igen. Fra bjergene er der de mest storslåede udsigter over landskaberne,
Korfu har to større søer og fire floder. Floderne tørrer som regel ud om sommeren og fyldes igen op om vinteren. Pudsigt nok er Korfu det sted i Grækenland, der har den største regnmængde. En gunstig kombinationen af en jord rig på kalksten, den rigelige regnmængde, og det høje antal solskinstimer - 2546 i gennemsnit, hvor Danmarks tilsvarende tal er 1495 - skaber et yderst frugtbart klima. Dette betyder at øen er grøn og behagelig, og den har da også tilnavnet 'Smaragdøen'.Udover store skovområder med fyr og pinje finder man vinstokke, oliven- og figentræer, såvel som diverse frugttræer og endda bananpalmer.
Som mange andre græske øer, er Korfu kendt som en vandringsmands (eller -kvindes) paradis. Med den store variation af udsigter, de mange vandrestier, de utallige interessante steder og muligheden for at finde uspolerede og fredelige områder, er der til mange dages ture for alle. Hvad enten man er til en fredelig dasken rundt i et rart område, eller man søger noget mere udfordrende, måske endda en rask gang bjergbestigning, findes det alt sammen på Korfu.
Hvis man gerne vil rundt på øen uden at slide på apostlenes heste, er det omfattende stisystem - og naturligvis vejnettet - også yderst velegnet til cykelture. En god mountainbike kan lejes flere steder på øen, og udlejeren vil naturligvis også gerne anbefale ruter alt efter lejers ønsker og ambitionsniveau. Et godt råd i denne forbindelse er at medbringe en cykelhjelm eller købe en hos udlejeren. Husk, Korfu er en klippeø.