Korfuinfo.dk

Rejseguide til Korfu

Agios Georgios

Når man hiver sit kort over Korfu frem, og skal finde Agios Georgios (St. George), er der gode chancer for at finde det. Der er nemlig to steder med samme navn. For at undgå forvirring taler vi derfor her om Agios Georgios, når vi vil beskrive den nordlige version, og St. George South, når vi vil beskrive den sydlige version. Denne artikel vender derfor blikket nordpå.

Og der er nu også ganske smukt, deroppe på nordsiden af Korfu, hvis man altså er sådan indrettet at man kan holde ud at se på en Middelhavsbugt med en smuk sandstrand og klart, blåt vand - og hvem kan ikke det?

Dette område er forholdsvis nyopbygget, og løseligt baseret på strandens herligheder, så er man på udkig efter 'det gamle Korfu', er det ikke her, man skal søge. Er man derimod på udkig efter en feriedestination med en herlig strand øverst på ønskelisten, så er det her værd at kigge nærmere på.

Området er egentlig heller ikke ret stort, men der er faktisk alt, hvad hjertet kan begære af faciliteter, så som barer, restauranter, forretninger og supermarkeder. Skulle man have udforskningstrang, der peger i retning af andre steder på øen, kan det varmt anbefales at leje en bil.

Udsigt over Agios Georgios, Korfu. Foto: Jennifer Slot/flickrUdsigt over Agios Georgios, Korfu. Foto: Jennifer Slot/flickr
Der er mulighed for at leje en liggestol på stranden. Da stranden er flad og har meget fint sand, dog med en enkelt lille sten hist og pist, er den velegnet for børn. Man skal dog være opmærksom på at havet godt kan være oprørt, selv på en ellers fin dag. Oven for stranden går der en mindre men ret trafikeret vej. Der er parkeringspladser lige ved siden af denne vej. Skulle man have lidt mere voksne vandsportsinteresser end dem, der kan tilfredsstilles med en spand og en plasticskovl, er der også muligheder for at komme ud på vandet med båd.

Agios Georgios (Nord) er i bund og grund et hyggeligt, lille feriested med en skøn strand og hvad man nu måtte have behov for af forplejning og indkøbsmuligheder på sin ferie. Selv om der ikke rigtig er noget, der springer i øjnene og særligt anbefaler stedet, er der er altså bestemt heller ikke noget, der gør det modsatte. Her kan enhver finde sig ganske komfortabelt til rette.

You are here: Home Områder på Korfu Korfu by (Kerkyra) byer Agios Georgios